En underviser på Carsten Niebuhr Instituttet ved Københavns Universitet er blevet overfaldet, fordi han har læst op af Koranen for ikke-muslimer.

Læreren blev overfaldet på åben gade af fem endnu ukendte personer. Politiet er nu gået ind i sagen.

Med politianmeldelsen ønsker institutledelsen ifølge afdelingsleder Claus V. Pedersen også at signalere, at instituttet har en videnskabelig, akademisk adgang til en hvilken som helst religion, og at man under ingen omstændigheder vil acceptere vold.

De fem personer havde ved overfaldet udtrykt deres utilfredshed med, at han i undervisningen havde læst op af Koranen på en måde, som ellers kun er forbeholdt troende muslimer.

Claus V. Pedersen mistænker umiddelbart ingen af de ca.500 studerende på instituttet for overfaldet. De tager tværtimod skarpt afstand fra det voldelige overfald og har samlet underskrifter i protest.