Den amerikanske efterretningstjeneste CIAs hemmelige fly med registrerings­nummeret N221SG landede 7. marts i København og lettede 23 timer senere.

Det oplyser trafikminister Flemming Hansen (K) i et svar til forsvarsord­fører Frank Aaen (EL). Nu kræver Aaen ren besked om, "hvad det foretog sig her i landet".
Den amerikanske avis New York Times skrev i maj, at CIA gennem dækselska­ber ejer mindst 26 civile fly. Menne­skeretsgrupper mener, at CIA bortfører terrorister og flytter dem til lande, der bruger tortur, med flyene.

En pensioneret CIA-officer, der i længere tid arbejdede i et et af CIAs dækselskaber, Air America, fortæller, at CIA typisk fik opgaver, som amerikanske beslutningstagere ikke ønskede osede langt væk af "den amerikanske regering".

"Hvis Danmark blot vender det blinde øje til flyvningerne, så er vi medskyldige i eventuelle overgreb mod fanger," slår Frank Aaen fast.

Det er tidligere kommet frem, at CIAs fly flere gange siden 2001 er fløjet gennem dansk luftrum i hemmelighed. Men Chicago-konventionen giver ikke USA ret til at foretage ikke-civile flyvninger over Danmark uden tilladelser.

Flyet med registreringsnummeret N221SG er ejet af Path Corporation - et af CIAs dækselskaber. Det er et 10-sædet transportfly af typen Learjet 35A. Hos de amerikanske luftfartsmyndigheder er det klassificeret som et eksperimentalfly.