Danmark har fået et nyt borgerligt parti med fokus på blandt andet dyrevelfærd - og Fokus er netop navnet på det nye parti, som det tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Christian H. Hansen, præsenterede på et pressemøde på Christiansborg.
Partiet vil pege på Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister:
"Det vil vi også gøre efter næste valg. Lars Løkke Rasmussen skal trækkes ind mod midten af dansk politik," sagde Christian H. Hansen på pressemødet.
"Jeg har halvt rødt og halvt blåt hjerte"
På spørgsmålet om, hvorfor Christian H. Hansen ikke meldte sig ind i et andet parti i stedet for at danne sit eget, lød svaret:
"Jeg har et halvt rødt og halvt blåt hjerte, så jeg kunne ikke se, hvilket parti, jeg skulle gå ind i. Jeg er modstander af blok-politik. Nu giver jeg befolkningen muligheden for at stemme på noget blåt og noget rødt."
Ifølge Christian H. Hansen har han ikke selv forsøgt at komme ind i et andet parti - der har dog været forespørgsler fra flere partier, sagde han.
Vil forbyde sex med dyr
Et af de første mærkesager, som Christian H. Hansen nævnte på pressemødet, var dyrevelfærd - noget, der også lå ham meget nært som folketingspolitiker for Dansk Folkeparti.
Christian H. Hansen var blandt andet Folketingets første ordfører for dyrevelfærd.
"Partiet vil gerne have et dyrevelfærdspoliti og have strammet op på lovgivningen. Det er vigtigt, at dyr får en ordentlig behandling," sagde Christian H. Hansen.
Af den grund vil partiet Fokus også arbejde for et forbud mod sodomi (sex med dyr, red.).
Vi er ikke øko-flippere
Udover dyrevelfærd har Fokus også miljø, økologi og forebyggelse blandt sine mærkesager.
"Man skal ikke betragte os som nogle øko-flippere, vi mener det faktisk alvorligt. Vi vil gerne sende det budskab, at selv om vi er borgerlige - for det er vi - så kan man godt forlange at få ordentlige fødevarer," siger Christian H. Hansen, der i halvanden måned har arbejdet på at danne det nye parti.
Har Skat ikke betalt telefonregningen?
På pressemødet nævnte den nye formand også, at han vil indkalde skatteministeren Troels Lund Poulsen (V) i samråd:
"Jeg vil stille spørgsmålet: Har 72 22 18 18 (Skats telefonnummer, red.) betalt telefonregningen. Der er noget, der tyder på, at Skat ikke har, for danskerne kan ikke komme i kontakt med dem," siger Christian H. Hansen, der også vil have forenkelt skatte-reglerne.
Forlod DF i protest mod fokus på burka
Christian H. Hansen valgte i januar efter 13 år i Folketinget at melde sig ud af Dansk Folkeparti og blive løsgænger.
Det skete i protest mod partiets linje i klima- og miljødebatten samt overdrevet fokus på burkaer i en tid med alvorlige økonomiske problemer.




