Én for alle
TV 2 Radio gik ved midnat 1. februar 2007 i luften, og skrev dermed dansk mediehistorie.

Aldrig har nogen satset så mange ressourcer og energi på at lave en ny kommerciel radiokanal i Danmark.

Men hvad er visionen bag kanalen, og hvordan skal den adskille sig fra de eksisterende radiokanaler?

Det giver administrerende direktør Jens Rohde og programchef Eik Frederiksen nogle bud på her:

Jens: "Visionen er at få den kommercielle radiolytning i Danmark til at vokse samlet set. Det gør vi ved at lave et reelt alternativ til DR."

Eik: "Vi vil gerne lave radio, der rammer en nerve hos lytterne - radio som har en pointe uanset, om det er sjov eller alvor.

Vi ved, hvad lytterne gerne vil have, og vi vil udfordre dem med kærlighed og respekt via det, de ikke vidste, de havde brug for."

Hvordan adskiller TV 2 Radio sig fra de eksisterende radiokanaler?

Jens: "Vi adskiller os først og fremmest ved, at vi tager lytterne alvorligt."

Eik: "Vi skal have en større spændvidde i musikken og indhold.

Målgruppen for TV 2 Radio er alle mellem 21 og 50 år. Men hvilken type programmer vil vi komme til at høre på radiokanalen?

Eik: "Programmer, der har noget på hjertet og som er lavet med hjerne. Radio med de bedste værter - værter der tør."

Jens: "Det afgørende for TV 2 Radio er, at programmerne altid skal være i øjenhøjde med lytterne og have bund i virkeligheden.

Vi skal have respekt for dem bag højtaleren og deres hverdag. De er jo vores egentlige chefer. Uden lytterne, ingen os."

Både Jens og Eik er radiofreaks og har en holdning til, hvad der er god radio.

Jens: "God radio er, når jeg får pirket til min humor, mine grænser eller min viden - gerne på én gang."

Eik: "Det er, når der er noget på spil - når der sker noget uventet, og det er musikalsk og begavet.

Derfor skal der være masser af god musik på TV 2 Radio, og musikken skal ledsages af begavet tale.

En grundregel for radioværter bør være: Har man ikke noget på hjertet, så bør man tie. Målet er at lave radio, der betyder noget for lytterne, og som bliver en uundværlig del af deres hverdag."

Morgen
TV 2 Radio glæder sig til at blive danskernes allerbedste morgenven og vække os med et godt og kærligt grin hver morgen mandag til fredag.

Camilla Miehe-Renard og Mathias Buch Jensen vil hjælpe os i gang med dagen og er klar ved mikrofonerne kl. 6-9 på alle hverdage.

"Jeg er udpræget B-menneske, så jeg er meget spændt på at finde ud af, hvordan verden ser ud på det tidspunkt af døgnet. Det er her, nyhederne stadig er helt uberørte, så som journalist er det et rent slaraffenland, jeg står op til.

Den begejstring glæder jeg mig til at dele med resten af Danmark," fortæller Mathias Buch Jensen, der tidligere har været vært på bl.a. "Stram op" på P3.

"Jeg glæder mig meget til at lave noget nyt, og heldigvis er jeg A-menneske, så det er ikke noget problem for mig at komme op tidligt.

Jeg har i nogle år godt kunnet tænke mig at lave radio, for det er et stærkt medie, hvor man kan få folk til selv at danne billeder i hovedet.

Derfor er det genialt at få lov til at lave det nu, sammen med nogle virkeligt inspirerende kolleger," fortæller Camilla Miehe-Renard.

Camilla og Mathias vil i deres program skabe en sjov og hyggelig stemning i studiet, mens de samtidig opdaterer om, hvad der sker ude i verden.

TV 2 Radio vil sende nyheder hver halve time, løbende trafik- og vejrmeldinger og sportsnyheder én gang i timen.

Formiddag
Hver dag mellem klokken 9 og 12 er Tina Bilsbo vært på TV 2 Radios formiddagsprogram. Her vil fokus være på det liv, som lytterne lever.

"Det skal være radio i godt selskab, der forhåbentligt giver lytterne nogle gode oplevelser, fortæller Tina Bilsbo.

Omdrejningspunktet vil være livskvalitet, og hver gang vil der være nogle brugbare oplysninger og gode råd, som lytterne har mulighed for at tage til sig.

Der vil også være gæster med personlige historier og tanker, som man kan spejle sig i. Det hele bliver i absolut ørehøjde med lytterne.

Musikalsk guf til frokost
Fra kl. 12 til 14 står den på masser af god musik, når en af Danmarks mest erfarne DJ's, Thomas Madvig, tager kontrol over TV 2 Radio.

"På TV 2 Radio spiller musikken en vigtig rolle. Derfor har vi hentet nogle af radiobranchens mest erfarne folk ind for at guide lytterne igennem musikkens verden," fortæller programchef Eik Frederiksen.

Han garanterer, at middagsprogrammet giver "den bedste musik til dig og din dag".

De sprøde toner bliver krydret med gode historier, som bringer folk tættere på og bag om musikken.

"På mange andre radiokanaler bliver musikken spillet af en computer, der agerer jukeboks. Det er musikken på TV 2 Radio alt for vigtigt til.

På vores kanal skal musikken ikke bare tilfredsstille lytternes behov. I stedet skal folk have oplevelser, som både udfordrer og overrasker," siger Eik.

Kongen af Danmark
Det siges, at latter er sundt og forlænger livet. På TV 2 Radio vil vi meget gerne støtte den generelle sundhed i Danmark, så eftermiddagen står i humorens tegn.

"Ren røv, ærlighed, nærvær og mod".

Sådan beskriver programchef Eik Frederiksen eftermiddagsprogrammet, hvor værter som Ricco Wichmann og Casper Christensen underholder på deres egen lettere anarkistiske måde.

Deres program bliver et moderne radioprogram, hvor der både er plads til ro, fordybelse og humor.

Der vil være fokus på historier fra værternes verden, lytternes liv og store historier sat på spidsen - men med værter som Ricco og Casper kan man kun gisne om, hvad der kan komme til at ske.

Hele programmet bliver krydret med musik, som både overrasker og udfordrer.

"Kongen af Danmark" bliver sendt alle hverdage fra klokken 14 til 16, kun afbrudt af nyheder hver hele klokketime.

Go' tur hjem
Lars Daneskov glæder sig til 1. februar. Ikke blot har TV 2 Radio premiere denne dag, men for ham personligt er det også dagen, hvor han har 20 års radiojubilæum. 1. februar 1987 var nemlig dagen, hvor han begyndte at lave radio på P3.

På sin nye arbejdsplads, TV 2 Radio, skal Lars stå for den sene eftermiddag, "hvilket vil sige, at jeg skal hjælpe lytterne hjem fra arbejde og give dem et indtryk af, hvad det har været for en slags dag", forklarer han.

Han skal sende alle hverdage mellem kl. 16 og 18 - altså mens lytterne sidder i bilen på vej hjem fra arbejde, henter børn, køber ind og laver mad.

"Min rolle bliver at sørge for en god blanding af det kuriøse og seriøse. Dagens nyheder vil blive vendt, og lytterne møder nogle af hovedpersonerne fra dagens historier. Altså et underholdende aktualitetsprogram," fortæller Lars.

Lars Daneskov ser frem til igen at skulle lave radio:

"Jeg glæder mig til at komme i gang igen. Jeg har altid elsket tempoet i radiomediet, fordi her aldrig er lang vej fra tanke til handling. Samtidig er jeg livslangt forelsket i intimiteten i radiomediet. Lytterne er altid meget tæt på.

Og så elsker jeg selvfølgelig det dagsaktuelle - hvilket var grunden til, at jeg tidligere lavede Go' Morgen P3 i mere end fem år og sagde ja til at være vært på Go' Aften Danmark tre måneder i starten af 2005 - da Hans Pilgaard var på laaang skiferie," siger Lars.

Nyheder
På TV 2 Radio vil nyhedsredaktionen sørge for, at radioen dækker alle vigtige nyheder i Danmark og udland.

I samarbejde med alle øvrige TV 2-redaktioner sender TV 2 Radio nyheder hver time døgnet rundt.

"Morgen og eftermiddag sender vi også hver halve time. Nyhederne på TV 2 Radio skal hurtigt give et overblik over dagens væsentligste historier, og vi uddyber gerne og sætter fokus på større begivenheder.

På TV 2 Radio kommer nyhederne ud, når de er der - også selvom klokken ikke er hel.

Om morgenen vil nyhedsredaktionen sammen med morgenfladen skabe overblik over den dag, vi står op til.

Og om eftermiddagen vil vi opdatere lytterne på dagens vigtige nyheder. Om aftenen vil vi servere dagens og ugens aktuelle begivenheder i aftenmagasinet kl. 18-19.

Her stiller vi skarpt på dagens aktuelle historier og uddyber med perspektiv og analyser," fortæller TV 2 Radios nyhedschef Suzanne Moll.

Musik
Musik bliver en vigtig del af indholdet på TV 2 Radio. Og selvom lytterne vil komme til at høre musik, som de kender og elsker, vil de også få helt nye musikalske oplevelser på kanalen.

Målet er, at TV 2 Radios musikvalg skal have lidt mere kant, være modigere og have større variation i kunstnere og genrer, end hvad man ellers hører på de kommercielle kanaler.

TV 2 Radio vil derfor ikke kun fokusere på at tilfredsstille lytternes behov, men vil også gerne overraske og udfordre lytterne.

Så på TV 2 Radio kommer du til at høre både de gode nye sange, de sange du voksede op med, og de klassikere, der stadig lyder godt.

"Vi håber, at TV 2 Radio kærligt kan udfordre sine lyttere både i indhold og musik," fortæller programchef Eik Frederiksen.

Dansk musik
Den danske musik vil også være i fokus på kanalen.

"Der sker en masse spændende ting inden for dansk musik, og de danske kunstnere sælger godt. Det vil lytterne naturligvis kunne høre på TV 2 Radio," fortæller Eik Frederiksen.

Aftenmagasin
Bliv klog mens du laver aftensmad! På alle hverdagsaftener kl. 18-19 serverer TV 2 Radio nemlig en vitaminrig cocktail af gedigen baggrund og perspektiv på alt fra både Irakkrigen til strukturreformen og Oscaruddelingen.

"Aftenmagasinet" er arbejdstitlen på dette journalistiske magasin, der behandler aktuelle begivenheder i ind- og udland på en ny og anderledes måde.

"Jeg glæder mig helt vildt til at være med til at lave aftenmagasinet på TV 2 Radio. Det bliver seriøs radio - uden at det bliver kedeligt!

Jeg har savnet at lave radio, lige siden jeg stoppede på P3 i 2000 - og nu får jeg så muligheden igen.

Det er et privilegium at være med fra starten på en helt ny radiokanal, så man selv kan være med til at forme både lyd, indhold og identitet.

Med aftenmagasinet håber vi på at gøre lytterne klogere på en ny og underholdende måde - og lave de lidt længere (og lidt bedre) interviews, uden at det af den grund bliver langhåret," fortæller Thomas Qvortrup, som mange nok især kender fra Zulus NFL-studie, hvor han hver søndag kommenterer amerikansk fodbold sammen med Jesper Elming.

Weekend i æteren
Også i weekenderne vrimler det med masser af spændende programmer på TV 2 Radio. Blandt andet kan du glæde dig til:

Syndens hule
Lars Daneskov er vært for "Syndens hule", der er en ugentlig hyldest til alle de sange, du egentlig godt ved, det ikke er god smag at kunne lide.

Det er de plader, som du ikke praler med, du har, men som du alligevel finder i cd-afspilleren, hver gang du har haft fest. Programmet vil have faste indslag som 'Syndfulde ballader', 'Kreidler-klassikere' og 'Spejlkugler'.

Alphahun
Mikala Dirckinck-Holmfeld er vært på et program, hvor et skiftende panel af markante kvinder i en bramfri og ærlige tone debattere aktuelle emner, kvindetemaer og spørgsmål fra lytterne. Med i redaktionen er Ellen Nybo.

Mit livs soundtrack
Gennem ti yndlingsplader bliver der tegnet et portræt af en kendt person fra sport, politik, stand-up eller lign. Med afsæt i de valgte numre hører vi historier om personens barndom, ungdom, interesser osv. Man kan kalde "Salami" for en slags "vis mig din pladesamling".

Supertanker
TV 2 Radios magasin for ny musik. Værten er Niels Pedersen og han interviewer aktuelle musikere, laver historier om tendenser i tidens musik, præsenterer nye udgivelser og varmer op til den kommende uges koncerter.