Se klippet med offeret for flugtbilisten ovenfor.

---

Begav du dig ud på Hovedvej 13 i Midtjylland om eftermiddagen den 11. december sidste år?

Så kan du måske hjælpe politiet med at finde den flugtbilist, der påkørte en cyklist klokken cirka 16.15 og efterfølgende stak af fra ulykkesstedet.

Jens Jørgen Nielsen var den første person, der opdagede mandens cykel i vejkanten.

- Jeg lagde mærke til, at der lå en cykel cirka 20 centimeter fra vejen, så jeg stoppede op. Da jeg kom derned, kunne jeg se, der lå en mand nede i grøften. Han var bevidstløs og lå og rallede, så jeg fik ha lagt om på siden, forklarer han til Station 2: Uopklaret.

Manden i grøften var Søren Peter Svendsen. Han husker ikke selv noget fra ulykken, der kostede ham et åbent kraniebrud.

- Det er først efter nytår, at vi er begyndt at tale om hvor slemt, det så ud, forklarer han til Station 2.

På gerningsstedet har politiet fundet to dele, der stammer fra sidespejlet på en lastbil.

- Det kan jo være, at han ikke har lagt mærke til, at han har ramt noget, men det tvivler jeg på. Jeg synes, det er for dårligt bare at køre. Der kunne jo være gået lang tid, inden jeg blev fundet, siger han.

Søren Peter Svendsen lider nu af hovedpine, svimmelhed og problemer med hørelsen, men han håber, at eventuelle vidner kan hjælpe med til at finde den skyldige.

Du kan kontakte politiet på 114, hvis du har oplysninger i sagen.