Endnu et SAS's Dash 8-fly har måttet nødlande med defekt landingsstel, denne gang i Københavns Lufthavn.

Nødlandingen udløste storalarm, og der blev sendt adskillige ambulancer til lufthavnen. Inden landingen blev der lagt skum ud på banen. Ingen mennesker kom til skade ved landingen, oplyser SAS.

Ifølge TV 2's reporter på stedet ligger flyet på højre side, ligesom det var tilfældet, da understellet under to andre Dash-fly kollapsede ved nødlandingerne i Aalborg og Vilnius.

Flyet med 40 passagerer og fire besætningsmedlemmer var på vej fra Bergen i Norge, da der opstod problemer.

Der blev slået alarm kl. 16.25, og flyet landede kl. 16.53.