Kronprinsens nye kollegaer: IOC-banden

Fredag d. 9. okt. 2009; kl. 10:36 af nabr for TV 2 Nyhederne

Kronprins Frederiks nye kollegaer i den Internationale Olympiske Komité udgør en broget skare: Flere er dømt for korruption og bestikkelse - og blandt medlemmer tæller også en ledende fascist samt en hærfører under en afrikansk diktator, der begik folkedrab.

Det får den britiske journalist, Andrew Jennings - der har skrevet flere bøger om korruption i IOC - til at kalde kronprins Frederiks beslutning om at blive medlem for meget dum:

"Det mest flinke man kan sige er, at det er en meget dum beslutning. Hvis kronprinsen repræsenterede Danmarks gode værdier, så ville han rejse sig ved næste møde og sige: Hvad gør vi ved det ringe antal af kvindelige medlemmer) Hvad gør vi ved nogle af de kollegaer her, som jeg ikke ville tage med hjem for at hilse på min mor," siger han til TV 2.

Her kan du få et overblik over nogle af de nuværende IOC-medlemmer, der har været i vælten for bestikkelse og korruption - eller på anden måde har en broget fortid:

Juan Antonio Samaranch
Den tidligere præsident for IOC havde en fortid som ledende fascist under den spanske diktator Francisco Franco. Han er i dag ærespræsident i IOC.

Guy Drut
Blev i 2005 idømt 15 måneders fængsel og en bøde på 50.000 euro i en sag om ulovlig partistøtte. Han er tidligere fransk olympisk deltager i hækkeløb og sportslig rådgiver for Grankrigs præsident Jacques Chirac. Benådet af Jacques Chirac.

Yong Sun Park
Idømt tre års fængsel i 2006 for underslæb og dokumentfalsk for 32 millioner dollar. Formand for Det Internationale Judo Forbund. Benådet af Sydkoreas præsident i 2007.

Francis Nyangweso
Generalmajor i Idi Amins hær, som stod bag henrettelser i Uganda i 70'erne.

Henri Sérandour
Idømt tre måneders betinget fængsel og en bøde på 20.000 euro for overtrædelse af den franske licitationslov, fordi han gav sin kones firma pgaver for den olympiske komité. Formand for Frankrigs Olympiske Komité i 2006.

Franco Carraro
Fik i 2006 karantæne fra al sport i fire år for deltagelse i aftalt spil på fodboldkampe. Han fik senere straffen annulleret, men blev idømt bøde på 80.000 euro. Tidligere formand for det italienske fodboldforbund. I 2006

Sepp Blatter
Blev i 2002 anklaget for at have brugt et trecifret millionbeløb på at købe stemmer fra fodboldledere i den tredje verden og givet 60 millioner kroner i FIFA-sponsorater til familie og venner - også involveret i en bestikkelsessag i internationale idrætsforbund i 2008 Præsident for FIFA.

João Havelange
Mistænkt i en lang række sager om korruption. Medlem af IOC siden 1963.

Niels Holst-Sørensen
Blev i 1999 afhørt af FBI i 1999 under efterforskningen af korruptionsskandalen i Salt Lake City. Tog i 1993 som IOC-medlem imod gratis rejser til Paris og Australien før afstemning om værtskabet for OL i 2000. Æresmedlem siden 2002.

Kilde: Information, Ekstra Bladet

Print artikelSend til en ven Del på facebook