Vold, knivstikkerier og drabsforsøg. Normalt er det gerninger, som koster mange år bag tremmer. Men når den, der begår forbrydelserne, er under 15 år, er han eller hun uden for retssystemet og kan derfor ikke straffes for sine forbrydelser. Men det betyder ikke, at den unge kan beholde sin frihed.

Den kriminelle lavalder blev fastsat i 1930, og hensynet bag loven er, at unge under 15 år først og fremmest har brug for omsorg og støtte på deres vej til at blive voksne, og at de ikke har den modenhed, der skal til, for at blive straffet på lige fod med voksne.

Men stadig flere unge under 15 år begår kriminelle handlinger. I 1996 blev 60 unge under den kriminelle lavalder pågrebet for vold. I 2005 var antallet 377.

Når det er unge mennesker, der begår kriminalitet, skrider de sociale myndigheder normalt ind. Er sagen grov nok, kan de unge nemlig godt frihedsberøves under henvisning til, at han eller hun er til fare for sig selv eller andre.

Sikrede institutioner
Så når en gruppe unge under 15 år, overfalder en pige og stikker hende ned, som det netop er sket, eller når en dreng på 14 år stikker en anden person ned med en kniv, som det skete sidste år i Århus, vil de typisk blive anbragt på en sikret institution for unge.

Normalt vil opholdet der vare i to måneder, og i den tid bliver den unge testet mentalt og observeret af personalet, som i sidste ende skal komme med en anbefaling til kommunen. Den skal endeligt tage stilling til, hvilken hjælp eller behandling den unge skal have.

Afskårede fra omverdenen
På den sikrede institution lever de unge omsluttet af hegn og med låste døre og vinduer, men ellers prøver personalet at opretholde en normal hverdag for de unge, som også modtager skoleundervisning på institutionen, fortæller Mette Vestergaard, der er forstander på den sikrede institution Sølager.

"Men de lever i lukkede rammer. De kan ikke tage til fodbold eller andet, som de plejer, og derfor er de meget afhængige af de kreative voksne på stedet," siger hun.

Videre i systemet
Når personalet gennem observationer og samtaler med den unge, har fundet ud af, hvad der er den bedste løsning for ham eller hende, er det op til kommunen at handle ud fra institutionens anbefaling.

De typiske muligheder er at placere den unge på et sikret opholdssted, på en efterskole eller at den unge får psykiatrisk ambulant behandling.

Selv om børn og unge under 15 år ikke kan straffes, kan politiet godt efterforske sagerne for at klarlægge omfanget af kriminaliteten, så de oplysninger kan bruges i de sociale myndigheders overvejelser om, hvilken behandling der er bedst.