02-04-08: 09:34 | opd. 02-04-08: 10:07 | af: maka
Louise Gade stopper i politik ved næste valg.Blå bog om Louise Gade
Venstres tidligere Århus-borgmester Louise Gade trækker sig fra politik efter næste valg. Hun satser på en civil karriere.
Venstres tidligere Århus-borgmester Louise Gade trækker sig helt ud af politik efter kommunalvalget 2009. Dermed er hun ikke længere borgmester-kandidat.
"Jeg har fra dag ét sagt, at for mig er politik ikke en livsbeskæftigelse. Nu vil jeg have gang i en civil karriere," siger Louise Gade, der dermed ikke længere er Venstres spidskandidat til borgmesterposten i Århus.
Inden den 15. april skal Venstres lokale medlemmer komme med forslag til deres bestyrelse om borgmesterkandidater.
Louise Gade vil ikke ud med, hvem hun selv foretrækker som efterfølger. Og hun vil ikke vælge side i forbindelse med valget af en ny spidskandidat for partiet, siger hun.
Indtil valget bliver hun som rådmand for børn- og ungeområdet i Århus. Det oplyste hun på et pressemøde onsdag formiddag.
Louise Gade havde hasteindkaldt til pressemøde her til morgen. Hendes beslutning styrker umiddelbart positionen for den nuværende socialdemokratiske borgmester Nicolai Wammen.