Statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) beslutning om at udskrive et lynvalg fanger partiet Liberalisterne på det forkerte ben. Det nystiftede parti har kun fået indsamlet 5000 underskrifter i forsøget på at blive opstillingsberettiget og når derfor ikke at komme på stemmesedlen den 13. november.Liberalisternes formand, Torben Mark Pedersen, kalder det "ærgerligt" for såvel partiet som det borgerlige Danmark.

"Det er ærgerligt, at vi ikke nåede det, men så satser vi på det næste folketingsvalg," siger han.

"Grundlæggende er det dog mest ærgerligt for det borgerlige Danmark, at der nu ikke findes et ægte borgerligt-liberalt parti på stemmesedlen," siger Torben Mark Pedersen.

Liberalisterne blev stiftet i 2005 i utilfredshed med VK-regeringens midtersøgende kurs, samt at statsminister Anders Fogh Rasmussen under den seneste valgkamp betegnede liberalismen som en forældet ideologi.

Det var dog først i år, at det lykkedes Liberalisterne at få godkendt navnet "Liberalisterne - Frihed og Velstand", så partiet endelig kunne gå i gang med at samle underskrifterne ind.

Ifølge Torben Mark Pedersen er den langvarige godkendelsesproces - som skyldtes modstand fra Venstre - årsagen til, at det ikke lykkedes at få indsamlet de nødvendige 20.000 underskrifter i tide til at blive opstillingsberettiget.