Dronning Margrethe får mere i løn

Tirsdag d. 25. aug. 2009; kl. 15:03 af nabr, ritzau for TV 2 Nyhederne

Selvom der er smalle tider i dansk øko­nomi, mener regeringen ikke, at konge­huset skal slankes. Hvis det står til regeringens forslag til statens hus­holdningsbudget, skal skatteborgerne i stedet finansiere en klækkelig lønstigning i kongehuset.

Der bliver 1,9 millioner mere til deling mellem dronningen, prinsgemalen og prinsesse Benedikte næste år. Alt i alt får de et samlet beløb på 71,2 millioner kroner, hvoraf dronningen modtager de 63 millioner, mens prinse­gemalen og prinsesse Benedikte modtag­er henholdsvis 7,1 og 1,1 million.

Kronprins Frederik får 17,6 mio. kr.
De øvrige medlemmer af kongehuset skal ifølge forslaget dele 24,3 millioner mellem sig. Den største skive af kagen, nemlig 17,6 millioner får kronprins Frederik. Han skal dog give kronprinsesse Mary 1,8 af dem.

Lillebror prins Joachim får 3,1 millioner, mens hans tidligere hustru grevinde Alexandra modtager 2,1 millioner kroner. Den sidste på lønningslisten er grev Ingolf, der får halvanden million kroner.

Lønstigning på 3 procent
Alt i alt må skatteborgerne sende 95,5 million kroner i kongehusets retning næste år.

Samlet set får kongehusets medlemmer en lønstigning på tre procent.

Til sammenligning var lønudviklingen for statsansatte sidste år ifølge Danmarks Statistik på knap fem procent.

Skatteborgerne har til gengæld ikke fordel af skatte-, afgifts- og momsfritagelse.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Kongehusets medlemmer får næste år:

Dronning Margrethe: 63 mio. kr.

Prins Henrik: 7,1 mio. kr.

Prinsesse Benedikte: 1,1 mio. kr.

Kronprins Frederik: 15,8 mio. kr.

Kronprinsesse Mary: 1,8

Prins Joachim: 3,1 mio. kr.

Grevinde Alexandra: 2,1 mio. kr.

Grev Ingolf: 1,5 mio. kr.