I morgen møder Lars Løkke Rasmussen for første gang pressen efter en veritabel rædselsuge. Hvad kan vi forvente? Politisk redaktør Henrik Qvortrup stiller en række spørgsmål - og giver selv svarene.

Hvor alvorlig er krisen for Lars Løkke Rasmussen? Er det her begyndelsen på enden?

Ikke nødvendigvis. Godt nok står Løkke lige nu midt i en krise af næsten historiske dimensioner. Men 'Mands Minde' er kort i politik, og det kan ikke afvises, han kan komme stærkt tilbage. Men det er ved at være sidste udkald. Løkke skal rykke NU. En regeringsrokade og et nyt politisk program formuleret i samarbejde med de konservative kommer han ikke udenom. Han har simpelthen brug for at sætte en ny dagsorden. Det er hans sidste chance, så alvorlig er krisen.

Men Løkke har jo klart afvist en regeringsrokade?

Jo, men som bekendt har man et standspunkt, til man tager et nyt. For der ER ikke nogen vej udenom for Løkke: Han skal sætte et nyt hold, og det skal ske snart.

Og hvor bliver det fælles udspil med de konservative af?

Ja, det er jo lige det... Sagen er, at de to partier faktisk ikke kan blive enige. Problematisk for Løkke er det, at de konservative ikke vil trække i land på deres forslag om at reformere efterlønnen. Kort sagt er forholdet mellem Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen på et historisk lavpunkt. Ikke just det bedste udgangspunkt for at præsentere et nyt regeringshold og en ny politik, med hvilken man vil vinde næste valg.

I morgen møder Løkke pressen for første gang efter sin tur til Tenerife. Hvilken grimasse vil han anlægge til den lejlighed?

Lad os først slå fast: Løkke er rasende, efter at han den seneste uge er blevet gennemheglet af de danske medier. For at have taget sine børn ud af skolen, for at flygte fra problemerne, ja sågar for ikke at sørget for snerydning. Spørgsmålet er, om han vil kunne tøjle sin vrede, når han i morgen møder de selvsamme journalister, som de seneste dage har været efter ham. Men Løkkes rådgivere har givetvis indskærpet ham, at nu handler det om at ligne en mand, der er i overskud - selv om han sandt for dyden ikke er det. Man skal huske på, at en stor del af kritikken mod Løkke er gået på, at han fremstår vrissen og arrogant. Ja, som en mand, der dybest set ikke har lyst til at være statsminister.

Har han lyst til at være statsminister?

Det ser egentlig ikke sådan ud, men det er sådan set irrelevant, for nu fanger bordet. Men Løkke har tydeligvis ikke helt vænnet sig til det pres - fra såvel presse som opposition - der er grundvilkåret for en statsminister. Og derfor kommer han ofte til at ligne en mand i ekstremt underskud.

Vil Løkke selv tage fat på kritikken - eller vil han vente på journalisternes spørgsmål?

Meget taler for, at han selv tager tyren ved hornene. Han kunne godt finde på skarpt at kritisere pressen for ikke at lade ham feriere med familien i fred. Han vil betone, at ferien har været planlagt af hensyn til hans hustrus arbejde.

Men er hustruens arbejde da lige så vigtigt som hans?

Nej, selvfølgelig er det ikke det. Med al respekt: Hustruen er skolelærer; han er Danmarks statsminister. Men der skal nok være et publikum til hans betragtninger om, at han tilhører en moderne familie, hvor der også tages hensyn til kvindens arbejde. Tilbage står bare, at en statsminister kun kan fungere i sit job, hvis ægtefællen går ind på den præmis, at det ene job pr. definition er vigtigere end det andet. Derfor er det også så aparte, at Løkke vælger at melde afbud til et vigtigt møde med 70 ambassadører med den begrundelse, at hans 13-årige datter har forvredet en fod. Det lyder brutalt, men enten måtte hustruen træde til, eller også teenagedatteren være alene et par timer med sin fod.

Lars Løkkes hustru, Solrún, optræder i Goaften Danmark her til aften. Hvad skal man lægge i det?

At Løkke nu kaster det såkaldte "kone-kort". Taktikken er, at Solrúns optræden skal ændre fokus og (gen)skabe sympati for Lars Løkke Rasmussen.

Men det er vel også et svaghedstegn?

Ubetinget. Konekortet kastes kun af politikere, der er i store vanskeligheder. Det er en taktik, der lugter en smule af, at nu angler man efter medlidenhed. Ikke just et tegn på styrke.