Som tv2.dk tidligere har beskrevet er der stor uenighed mellem det danske sundhedssystem og ME-foreningen.

Patienter, der lider af ME, også kendt som Kronisk Træthedssyndrom, føler, at de bliver affejet i det danske sundhedssystem.

- ME patienter oplever at deres læge står af, når diagnosen kronisk træthedssyndrom bliver nævnt. Så bremses al videre fysisk udredning, siger formand for ME_foreningen Rebecca Hansen til tv2.dk.

Den holdning bakkes op af pensioneret speciallæge Henrik Isager, der i 2011 udgav bogen Blinde Pletter om disse sygdomme. En opdateret version af denne bog oversat til engelsk (Blind Spots) udkom for en måneds tid siden.

- Der er en udpræget "nu skal du tage dig sammen"-mentalitet i det danske sundheds- og socialsystem, når det gælder det der kaldes funktionelle lidelser, og der mangler forståelse for patienternes pinefulde og ofte svært invaliderende symptomer. Dertil kommer at lægerne, sådan som sundhedsvæsnet er indrettet,  har svært ved at håndtere patienter, der ikke passer ind i diagnose- og specialesystemernes kasser, siger Henrik Isager til tv2.dk. 

ME kan skyldes celleforstyrrelser
Henrik Isager mener, at ME _ og andre funktionelle lidelser _ kan skyldes celleforstyrrelser, som er opstået på grund af giftstoffer, som for eksempel pesticider, skimmelsvamp eller kviksølv.

- Den ret sparsomme forskning på området går tilbage til 1980-erne. Væsentlige fund, der klart adskiller patienterne fra såkaldt ’normale’, går i retning af en høj forekomst af skader på cellernes energigeneratorer, mitokondrierne, og en markant øget hyppighed af "programmeret celledød". Tilsammen peger disse to fund på miljøtoksiske påvirkninger som mulige årsager. Infektioner og visse typer af traumer, som for eksempel piskesmæld, ser også ud til at kunne sætte sygdommen i gang.

Der er efter Henrik Isagers mening et skrigende behov for yderligere forskning på området, blandt andet hvad angår udvikling af metoder til rutinemæssig diagnostik og til løbende opfølgning af skader på cellernes energisystemer.

Bakkes op af professor
Og Henrik Isagers holdning om, at der skal forskes mere i ME bakkes op af professor, dr.med Niels Gregersen fra Aarhus Universitet. Han har to gange tidligere prøvet at forske i, hvad ME skyldes, og har begge gange måttet kaste håndklædet i ringen. Men nu har han tænkt sig at gøre endnu et forsøg på at løse mysteriet.

- Det ER noget galt med de mitokondrier (en del af cellerne). Og i første omgang bliver vi nødt til at se på, hvad det er, der sker. Og så kan vi begynde at se på, hvorfor det så sker, siger Niels Gregersen til tv2.dk.

Forskerens teori er, at ME formentlig skyldes en svaghed i mitokondrierne, cellernes energifabrik, der gør, at patienterne har en dårligere energiproduktion.

- Og det gør ganske enkelt, at de her mennesker bliver hurtigere udmattede og trætte. Man ser ofte, at ME-symptomerne bryder ud, når patienterne bliver ramt af en eller virus. Så bliver systemet overbelastet, og det kan de her patienter ikke klare, siger Niels Gregersen.

En meget kompliceret sygdom
Han mener, ligesom Henrik Isager, at problemet er, at det danske sundhedssystem ikke er gearet til, at diagnosticere ME.

- Det er en meget kompliceret sygdom, og derfor er det svært at stille en diagnose. Blandt andet fordi man ikke kender til den konkrete årsag, der gør de her mennesker syge. Og det danske sundhedsvæsen hænger sig traditionelt meget i årsager, konstaterer han.

Niels Gregersen håber på, at hans forskning ikke kun vil munde ud i, at man finder ud af, hvad årsagen til mitokondrie-forandringerne er, men også, at det kan bruges til, at man i sundhedsvæsnet erkender sygdommen.

- Det her handler ikke om, at det er noget patienterne finder på, fordi de har en psykisk sygdom. Man kan ganske enkelt måle, at der er noget galt med energiproduktionen i cellerne. Og det er det, der gør de her mennesker syge, konstaterer Niels Gregersen.

Føler du også, at du bliver overset i det danske sundhedsvæsen, så skriv til journalist Sofie Sparre på sosp@tv2.dk