Danmark får for lidt ud af de mange penge, landet poster i uddannelse.

Det konkluderer en ny rapport fra produktivitetskommissionen, der ifølge TV 2 News sender en syngende lussing af sted mod det danske uddannelsessystem.

Rapporten konkluderer blandt andet, at folkeskolen klarer sig middelmådigt, at kravene til læreruddannelsen ikke er høje nok, at der er et for højt frafald på erhvervsuddannelserne, og at man uddanner skævt i forhold til jobmarkedet.

Et af problemerne er ifølge uddannelseschefen hos tænketanken Kraka, Esben Schultz, at unge vælger uddannelse mere efter lyst end efter jobmuligheder.

- Man kan både gribe ind på uddannelsesinstitutionerne og se på, om man kan gøre noget mere for at de tiltrækker flere studerende til de uddannelser, man ved klarer sig godt på arbejdsmarkedet.

- Man kan prøve at give de unge det bedre incitament til at tage de rigtige uddannelser, det kunne for eksempel være, at man satte marginalskatten ned og dermed øgede den gevinst, man fik af at tage en uddannelse, der giver en høj løn, siger Esben Schultz.

Rapportens kritikpunkter bliver fremlagt tirsdag sammen med en række bud på, hvordan Danmark kan få mere ud af de 70 milliarder, som staten hvert år bruger på uddannelse.

Se indslaget fra TV 2 News i videoplayeren her i artiklen.