For 25 millioner købte Kim Fournais sin egen ø, og derudover har stifteren af Saxo Bank brugt cirka 200 millioner kroner på at gøre øen, der ligger ud for Lollands nordkyst, til en vaskeægte drømme-ø for ham selv og øens turister.  

Et komplet minisamfund med økologisk landbrug, egen elforsyning, gartneri, restaurant og ikke mindst fred fra omverdenen står klar på Vejrø for alle besøgende.

- Mange vil sige, at jeg er tæt på hjerneblæst, hvilket jeg heller ikke helt kan afvise ved at lave sådan noget et sted som her. Det er verdens dyreste tomater, vi laver her, siger Kim Fournais.

Den bærende tanke på drømme-øen er selvforsyning. Her produceres økologiske kød, frugt og grøntsager, der serveres i øens restaurant. Samtidig har øen fået en ny havn, og masser af ledige værelser til turister står klar.

- Nu er det stadigvæk ikke helt forbudt at synes, det er sjovt det, man gerne vil tjene penge på, men det skal tjene penge, og jeg mener, at hvis det ikke kommer til at tjene penge, er projektet ikke helt lykkes, forklarer Saxo Bank-direktøren.

Vejrø er 155 hektar, 2,6 kilometer lang og 700 meter på det bredeste sted. Der er hverken færge eller fly til øen, men man kan sejle derover selv.