New York hæver nu aldersgrænsen for, hvor gammel man skal være for at købe cigaretter.

Byrådet i millionbyen har onsdag vedtaget, at man fremover skal være fyldt 21 år, hvilket er den højeste aldersgrænse for tobakskøb i USA.

New Yorks borgmester, Michael Bloomberg, ventes at underskrive loven, som så kan træde i kraft 180 dage senere. Formålet er at reducere antallet af unge rygere.

- Vi har brug for noget nyt og stort. Det her er det nye og store, siger byrådsmedlemmet James Gennaro.

19.000 personer under 18 år ryger
Omkring 19.000 af New Yorks high school-elever under 18 år er rygere, og 80 procent af de unge tænder deres første smøg, inden de er fyldt 21 år, oplyser sundhedsmyndighederne i New York.

Ved at hæve aldersgrænsen for cigaretkøb til 21 år kan man reducere rygning blandt de 14-17-årige med to tredjedele og skære halvdelen af smøgerne fra hos de 18-20-årige, lyder det.

New Yorks borgmester har haft folkesundhed som fokus i sine 12 år på posten. I 2002 blev det forbudt at ryge i byens barer og restauranter, og i 2011 blev der sat en stopper for at tænde cigaretter i offentlige parker og på strande.

Bloomberg har også arbejdet målrettet for at slå ned på fedtholdige fødevarer samt salt- og sukkerholdige drikkevarer.

Fire delstater - Alabama, Alaska, New Jersey og Utah - har sat minimumgrænsen for cigaretkøb ved 19 år.